8. Video er også kultur og kunst
…blandt andet
- om videokunstens vilkår
Artikel fra Carsten Frederiksen: Den
hellige skrift. En bog om bøger og medier,
Danmarks Biblioteksforenings Forlag, Kbh. 1989, Danmark, s. 163-170
… video er
starwar, Rambo og krigsliderlighed, … video er porno, vold og motorsavsmassakre,
… video er hverdag:
"Jeg kører gennem Danmark om natten mellem
brølende kawasaki’er
blippende politisirener
diskoteker - bodegaer - videobutikker"
konstaterer Peter Poulsen i digtet "Menneskepolitik", … video er passivt og
passiverende, indoktrinerende: passiv-konsum.
Men, menneske: spørg hvorfor? Er teknik, den moderne elektroniske
teknologi - her: video - kun fremmedgørende? Kunne den også være med-menneskelig? Give
oplevelser, sætte i gang, være grænseoverskridende?
Men, men … i en tid, hvor vi på det nærmeste oversvømmes af
VIDEO, … hybridnettets satellit-tv kanaler sender dagligt, ja døgnet rundt,
timelange programmer med MUSIKVIDEOER, … på byggemarkeder kan man "gøre det
selv" via INSTRUKTIVE VIDEOER, … i skolen arbejder børnene med INTERAKTIVE
VIDEOER, … stormagasiner og supermarkeder kører SALGSVIDEOER, … på
burgerbarer, tankstationer og hvert fjerde gadehjørne kan du leje VIDEOFILM, … i en
sådan tid råber nogle gevalt: videoen fortrænger "de dannelseskulturelle
udtryksformer, som i sig rummer en oprigtig stræben efter den højeste forståelse"
- med video sætter "fortrængningen af kvalitetskriterierne i traditionel
forstand" (1) ind.
Og man laver statistiske undersøgelser, der viser en
"kulturopdeling blandt befolkningen" (2) mellem "hyppige videoseere"
og så de dér med den rette indstilling, de dannelseskulturelle boglæsere, som endnu
ikke har fortrængt kvaliteten.
Og de, der råbte gevalt, fremhæver, at "de, som har de
elektroniske medier som væsentligste kulturudtryk og som mere eller mindre er udelukket
fra skriftsprogets kulturfelt, mangler rent faktisk nogle afgørende forudsætninger for
at fungere i samfundet" (3).
En påstand!
Rent bortset fra, at nyere undersøgelser tyder på, at fjernsynskikken medvirker til at
udvikle småbørns sproglige færdigheder, at "de små lærer mere eller mindre af TV
på samme måde, som de lærer af en bog" (4), så kan det da godt være, at der kan
være noget i den citerede påstand - i hvert fald fra ét ståsted, … men
problemet med undersøgelser, som den her i bogen refererede af befolkningens benyttelse
af elektroniske medier og kulturtilbud, er for mig at se blandt andet manglende
redegørelser for
- dels ud fra hvilke overordnede opfattelser,
der opereres med begrebet "kultur",
- dels hvad der menes med at "fungere i
samfundet" og dermed, hvad "afgørende forudsætninger" herfor er, og
- dels hvad man forstår ved "video",
… redegørelser, der også ville sige noget om, med hvilken forståelse, man er gået
til undersøgelsen. Selvfølgelig kan man gætte sig til svarene, læse dem "mellem
linierne" - og jeg ved da godt, at Marx, gode gamle Karl Marx, allerede er gemt og
glemt igen, så jeg skal undlade at citere, hvad han siger om kultur (f.eks. i "Den
tyske Ideologi") …
Jeg kan absolut tilslutte mig, hvad undersøgelsen slutter med at sige,
at der er "behov for en ny kvalitetsdiskussion" (5), men selv om denne også
bør dreje sig "om at udbrede og formidle kvalitet", så tyder undersøgelsen
for mig at se i allerhøjeste grad på, at vi først må have en diskussion om
"at definere kvalitet", om hvad vi forstår ved kvalitet og hvorfor - havde vi først
taget den, så havde undersøgelsen måske set anderledes ud.
"Når noget gør indtryk på et menneske så forandres
mennesket" (6) - rigtigt, ja, men her vil jeg vove den påstand, at også det at se
video kan sætte noget i gang, ja faktisk bedre på en mere direkte, medskabende og
deltagende måde end ved at læse en bog. Tænk f.eks. på, hvor mange mennesker der i dag
selv har et videokamera/camcorder derhjemme - og som aktivt benytter det. Ikke tilsvarende
mange giver sig til at skrive efter impuls fra en bog.
Set sådan bliver læsning af bogen et passivt dannelseskulturelt
konsum, medens video kan udvikle sig til en offensiv-social aktivitet, der kan give
oplevelser, sætte i gang, være grænseoverskridende …
… slippe fantasien løs med og på den elektroniske teknik.
Det kan ikke lade sig gøre, siger de, der råbte gevalt. Men kunstnere
gør det - ofte. Også med video: "Noget for os, der ikke er
tekno-fantaster/-fetichister eller reparatører, men står og har brug for et medie til at
omsætte nogle ideer til nogle tidssvarende billeder", som vidoekunstneren Niels
Lomholt engang udtrykte det (7).
Vi var en hel del, der i slutningen af 60’erne/begyndelse af
70’erne begyndte at arbejde med video - nogenlunde samtidig med, at de første
rimeligt billige sort-hvide videokameraer og transportable videospolebåndoptagere kom på
markedet. Vi ønskede at gøre op med den defensivt dannelseskulturelle holdning, men
kunne heller ikke tilslutte os den teknokratisk ekspansive holdning. Vi var kritiske over
for TV og anså det ikke pr. definition som et kvalitativt fremskridt (8). Vor holdning
var vel nærmest offensiv-social, men forstået på den måde, at vi ønskede at
demokratisere massemedierne ved at skabe adgang for alle: ikke TV for folket, men
TV af og ved folket. Det var de sociale, politiske og samfundsmæssige muligheder
ved videomediet, der interesserede os: community video eller "nærvideo", som vi
oversatte det til.
Det var den totale autonomi, videomediet kunne give. Den totale
frihedpå den måde, at du selv behersker alle led i processen frem til et resultat, der
straks fremføres, aflæses. Et medium, der ville kunne massekommunikere. Et alternativ
til de af den borgerlig-kapitalistiske stat beherskede muligheder inden for kommunikation
og kultur.
Selvfølgelig var vi da påvirkede af Walter Benjamin og Bertolt Brecht
og Hans Magnus Enzenberger - og Erik Thygesen (9). I "Byggesæt til en
medieteori" (10) talte Enzenberger jo netop om de elektroniske mediers mobiliserende
kraft til at gøre mennesker mobile, frie. Det var i det lys, vi så video, dette nye
elektroniske medie eller redskab, som vi foretrak at sige: video som praksis, som
pågående aktivitet, involvering, et totalfænomen - dynamit for alle og
ikke kun dynamik for nogle få!
Vor tiltro til video som alternativt kommunikationsmiddel var utrolig -
men, netop også u-trolig! Troen på en progressiv frigørende kraft i masseteknologien,
troen på, som Walter Benjamin udtrykte det, at kunne vende reproduktion til produktion,
at kunne ændre passiv-konsum til aktiv deltagelse, forblev en utopi, der ikke lod sig
realisere eller rettere sagt: det ikke blev tilladt at realisere.
Og selv ved de små tilløb i form af forsøgene med lokal-tv i midten
af 70’erne, som samfundets "repressive tolerance " (Marcuse) tillod, viste
det sig, at TV allerede havde "erobret" os: indpodet/indkodet bestemte
opfattelser, klichéer, regelsæt for, hvordan TV og dermed video skal være.
Vi kunne dengang ikke bryde disse vaner, indkodede opfattelser,
klichér, og det har lokal-tv’erne i dag heller ikke kunnet - eller villet.
Men kunstneren forsøger det - også med video. Modstanden er
der ganske vist: de indkodede "rigtige" opfattelser. Nej tak, siger man,
høfligt over for kunstneren, men bestemt. Så hellere videovold/porno/passivitet:
passiv-konsum - det er mindre … farligt?
Og opgiver kunstneren ikke, er hun/han da naiv? … når hun/han insisterer
på at erobre ny muligheder for at udtrykke sig, for at skabe billeder, der nedbryder
klichéer og sprænger "regelsæt"?
Men de, der råbte gevalt, vil være der igen: under påberåbelse af
"kvalitetskriterierne i traditionel forstand" vil de hævde, at video ikke kan
være Kunst (med stort K) - ikke i sig kan rumme "en oprigtig stræben efter
den højeste forståelse".
Jeg ved ikke hvordan eller af hvem det afgøres, om noget er kunst. Jeg
vil helst placere mig blandt de udøvende billedkunstnere, der forsøger at udtrykke mig
via video og vil derfor ikke definere eller bedømme, hvad der er videokunst, men en
kendsgerning er det i hvert fald, at ganske mange kunstnere efterhånden har benyttet
video for at udtrykke deres ideer gennem et medie, der drager tidsdimensionen ind i
kunstværket.
Selv om disse tiltag har stået på nu gennem 25 år, så står
videokunst nok stadig for de fleste som en mere provisorisk end etableret kunstform. Men
selv om mange andre kunstformer er forsvundet sporløst efter en lynkarriere, så er
videokunsten der endnu. Noget må der altså ligge i forbindelsen video-kunst,
siden denne, som Dieter Daniels udtrykker det i "Neues Video aus der BRD",
"spröde Liasion der ungleichen Schwestern schon so lange halten" (11) - en
forbindelse som dog aldrig er blevet rigtig "etableret" eller har taget en
bestemt retning. Og måske netop derfor har videokunst undgået at blive en kunstform,
"die eine Technik mit einem Stil identifiziert und die so technisch und stilistisch
überholt wird, so dass aus eine neue Epoche der Kunstgeschichte einläuten wollte …,
nur eine historisch begrenzte episode wurde" (12). Videokunsten har bevaret sin
åbenhed, og Dieter Daniels ser netop det provisoriske som en nødvendighed, ja betingelsen
for, at videokunst stadig eksisterer.
Og når mange har kritiseret videokunst for at være uprofessionel, og
andre har beklaget netop dette og dermed det kommercielle kunstmarkeds manglende interesse
for videokunst, så har dette på den anden side netop været en vigtig impuls for mange
kunstnere til at arbejde med video. Videokunstens start er jo tæt forbundet med
fluxusbevægelsen, og et af dens dogmer er, at "fluxus er anti-professionel"
(George Maciunas).
For de fleste videokunstnere betød det tillige en anti-TV-holdning:
man forsøgte at skabe modbilleder til det traditionelle/kommercielle fjernsyn. Det er
derfor heller ikke tilfældigt, at man i forbindelse med den første videokunst citerede
Bettelheim, Brecht og Enzenberger. Stadig må man nok sige, at dette er en side af
videokunstens selvforståelse, selv om mange unge kunstnere i dag synes interesseret i at
få deres værker vist på TV.
Det er dog et spørgsmål, om videokunsten er tjent med at "komme
på TV", selv om mange synes, at det må være indlysende - ikke mindst på grund af
den fælles anvendelse af samme tekniske udstyr. Da de tyske videokunstnere Bettina Gruber
og Maria Vedder i foråret 1988 vandt en pris for deres videokunstværk "Der
Herzschlag des Anubis", blev de interviewet i kulturmagasinet "Aspekte" på
tysk TV. Efter at have vist værket, vendte intervieweren sig til de to og sagde:
"… det må vel være jeres drøm at få jeres video vist i TV", men de
svarede, i munden på hinanden, at selv om deres værk lige havde været vist i TV, så
var de ikke så sikre på, at det var rigtigt at gøre, fordi man da henvises til at se
videoen én gang blandt hurtigt skiftende billeder, der er beregnet og produceret som
"éngangsprodukter". De ville hellere have, at man i ro og mag kunne se deres
video og se den igen på samme måde som et maleri.
TV består af irreversible lineære hændelsesforløb, som seeren ikke
kan påvirke. I modsætning hertil "læses" video snarere end iagttages, idet
"læseren" får mulighed for at tilegne sig værket, da hun/han kan
stoppe, spole tilbage/frem, se igen - og igen: bryde den temporale struktur og
"oversætte", tolke værket og "forfatterens" intentioner (13).
Jeg har set "Der Herzschlag des Anubis" 15 gange nu - og ved
hver "gennemlæsning/genlæsning" oplever jeg noget nyt, noget andet.
Dette lader sig ikke gøre ved TV: seeren har ingen kontrol over det,
men er underkastet dets klichéer/koder/konventioner. Jeg kan vanskelig se, hvordan der
kan "bygges bro" over den forskel, uden at det for videokunsten vil betyde tab
af det karakteristiske, som for mig - bl.a. - har noget at gøre med ophævelsen af den
traditionelle liniære kumulative tidsopfattelse og samtidig en tidsliggørelse af rummet
og et poetisk surreelt aspekt, der unddrager sig vor konforme, tilpassede opfattelse af
virkeligheden, men til gengæld åbner betragterens mulighed for selv at "læse"
gennem, som Marcuse udtrykte det, at "… tale fantasiens kontrasprog, som i dag
er det eneste menneskelige sprog og det sande poetiske sprog" (14). Skal man tale
kulturpolitik, havner man for mig at se i en defensiv dannelseskulturel holdning og en
elitepræget opfattelse af kultur, hvis man unuanceret og ureflekteret blot over én kam
taler om video - og udelukkende ser video som passiv-konsum. Video og andre
elektroniske medier kan i høj grad - ja, måske i højere grad end bogen, og det er
selvfølgelig en påstand, min påstand - medvirke til skabelsen af det, Skyum-Nielsen
forsøgsvis har kaldt en "udvekslings-, medskabelses- og deltagerkultur"
efterhånden som vi lærer at bruge de nye mediemuligheder - eller måske rettere: hvis vi
overhovedet kan få økonomiske muligheder og ret til at bruge dem til noget andet.
En glædelig udvikling i den henseende er de mange åbne video- og medieværksteder, der
inden for de sidste år er dukket op rundt om i Danmark. Ved udgangen af 1988 var der over
25. Det er mange, men ikke nok, og det skal blive spændende at se, hvor mange der
overlever.
For en kunstner, der vil arbejde med video er problemet imidlertid, at
den form, hvorunder disse værksteder - endnu i hvert fald - fungerer (detaljeret projekt
indleveres til bedømmelse og mulig udvælgelse af "projektredaktion/udvalg"),
passer dårligt til den intuitive kreativt eksperimenterende måde, en billedkunstner
arbejder på.
Dette ikke sagt som en kritik af de åbne værksteder, for deres opgave
er, kan og skal jo ikke primært være at støtte produktion af videokunstværker,
men for at pege på de vanskelige forhold en billedkunstner, der ønsker at arbejde med
video, har - forhold der ofte, nej: oftest, er så frustrerede, at der skal meget til
fortsat og kontinuerligt som kunstner at arbejde med video.
Det er derfor vigtigt og påtrængende også at skabe et
eksperimental-videoværksted (eller værksteder), hvor videobilledkunstnere kan
arbejde selvstændigt og i total kreativ autonomi.
Hertil kommer, at danske kunstnere udgrænses i forhold til
udenlandske, f.eks. amerikanske og franske, fordi kunstnerne herhjemme ikke har adgang til
den nyeste elektroniske computerstyrede videobearbejdelsesteknik. Et værksted for
videokunst bør derfor udstyres med alle disse muligheder.
Det bør også hilses som en glædelig udvikling, at Statens
Filmcentral, når den nye filmlov vedtages, skal distribuere videoer, og at disse også
skal kunne lånes på bibliotekerne. Men som med de åbne værksteder gælder det også
her, at opgaven jo ikke primært er, kan og skal være at distribuere videokunstværker.
Hidtil har Galleri Trekanten distribueret egenproduktion af videokunst og
VIDEOKUNST DATA BANKEN (15) andre videokunstværker til de mere eller mindre fastlagte
udlejningsrater - en distribution som i hvert fald i Danmark er umulig, når
SFC/bibliotekerne begynder at låne ud for ingenting eller næsten ingenting. Det gjorde
for så vidt ikke noget, hvis ikke det samtidig betød, at den videokunst, som ikke
udvælges og indkøbes af SFC, derved udgrænses og ikke kan distribueres herhjemme.
Dette kan synes en detalje, men skal vi tage fat på at drøfte og
måske udforme en kulturpolitik, som også bør omfatte billedmedierne, så må de store
linier kunne bære og holde, når vi når helt ned i de små detaljer, hvis en sådan
kulturpolitik skal være en helhed.
Torben Søborg
Noter:
1. Henrik Christoffersen:"Videoen og bogen - mangfoldighed eller kulturkløft?"
i Carsten Frederiksen (red):
Den hellige skrift. En bog om bøger og
billedmedier, Kbh. 1989, Danmark, p. 21ff
2. ebit. cit.
3. ebit. cit.
4. Daniel Goleman: "Babyer kan lære af at se fjernsyn" i Magasinet,
Politiken Søndag, Danmark, 1. jan. 1989
5. Henrik Christoffersen, op. cit.
6. ebit. cit.
7. Niels Lomholt: "Video … G/- … K/-. Reflektioner på et hotelværelse i
Frankfurt a.M." i
Videokonst i Norden, Kalejdoskop, nr.
3-4, Åhus, Sverige, 1983, p. 73
8. Erik Skyum-Nielsen: "Fra Den Sorte Kunst til Den Hellige Skrift" i Carsten
Frederiksen (red):
Den hellige skrift. En bog om bøger og
medier, op.cit., p. 11ff
9. Erik Thygesen (red): Folkets røst: Offentlig adgang til massemedierne, Kbh.
1974, Danmark
10. Hans Magnus Enzenberger: "Baukasten zu einer Theorie der Medien", Kursbuch
20,
Frankfurt a.M., BRD, 1970 - her efter Erik
Thygesen, op. cit., p. 42
11. Dieter Daniels: "Video als Kunst oder die Notwendichkeit der Provisorischen"
i
Neues Video aus der BRD, Basel 1987,
Schweitz, p. 8
12. ebit. cit., p. 8
13. Disse tanker bygger på den australske videokunstner/kritiker Simon Biggs
- se f.eks. Simon Biggs: "Dreamtime.
Speculations on Video as Dream" i Mediamatic,
Vol. 2, No. 2, Amsterdam, Holland, 1987, p.
89ff
14. Interview med Herbert Marcuse i det surrealistiske tidsskrift L’Archibras,
1967
15. Galleri Trekanten, Victoriagade 7, 1655 Kbh V -
VIDEOKUNST DATA BANK, Themstrupvej 36, 4690
Haslev