Indledende bemærkninger i en digital verden
Det er ofte sådan, at i det øjeblik, man har fået noget, man har skrevet, trykt, så melder dig sig "117 ting", som man gerne ville have med, tilføjet eller ændret.

Her er det en klar fordel at publicere på Internettet, fordi du her løbende kan gå ind og ændre, rette, slette og tilføje - og så håbe på, at folk vil opdage og læse den nye udgave og ikke blot tænke: jamen den så/læste jeg jo sidste gang, jeg var inde på web-stedet (og naturligvis kan du forsøge at påkalde opmærksomheden ved forskellige "gimmicks": blinkende "flash" eller andet).

Min artikel om "Video- og mediekunst: Teknologi og tendenser" i monitor 43/2000 (1), er - "naturligvis" i tider som disse - også publiceret på Internettet, hvor du kan klikke dig frem til den via adressen: http://www.videoart.suite.dk eller http://www.videoart.suite.dk/torben/ eller direkte: http://www.videoart.suite.dk/torben/essay14.htm 

Det frister selvfølgelig til at gøre nogle tilføjelser/udbygninger, men hvor du på nettet kan gøre artiklen "interaktiv" med aktive links, der gør, at du kan klikke dig frem til det tilføjede, så må du med det trykte medie her, enten genoptrykke artiklen med tilføjelserne eller bede dig, kære læser, om at finde artiklen i monitor 43/2000, så du kan sammenholde den med det, der følger her.

… ad "prescriptive notation"
Man kan vel sige, at - alt andet lige - må forslaget/overvejelserne omkring "prescriptive notation" (2) være lettere at følge for en medie-kunstner, fordi dennes "billedgørelse" under alle omstændigheder ikke tager en konkret eksistens/tilstand, men kun "billedgøres" under "fremførelsen", og ellers kun består af en samling magnetpartikler - en samling 0-1’er - dvs. netop som "notater".

Immateriel på en måde: værket er kun værk ved hjælp af og under bæremediets synliggørelse - eller om man vil: oversættelsen af notaterne ved hjælp af teknologiske registre. Og her kan man vel hverken tale om en produktion eller en reproduktion. Produktionen er kunstnerens oprindelige, originale, kreative skabelsesproces af kunstværket, reproduktionen er en kopiering.

En reproduktion er netop en kopi af kunstværket og ikke et kunstværk, men det særegne ved mediekunst er, at bæremediets "kopiering" af notaterne under fremførelsen ikke resulterer i en kopi, en reproduktion, men i selve kunstværket. Det vil derfor være mere korrekt her at udskifte "kopiering" med "læsning" eller "oversættelse".

Oversættelsen får kunstværket til at "materialisere" sig. Anførselstegnene er bevidst, for værket bliver jo ikke "materielt" på samme måde som et maleri, en skulptur. Det er, kunne man sige, en surreal form for materialisering, for i samme øjeblik, du afbryder bæremediet, "forsvinder" værket. Også her er anførselstegnene bevidst, for "notaterne" eksisterer jo stadig - reelt.

(Kære læser: Her ville jeg i en net-udgave have gjort ordene "surreal form for materialisering" aktive, så hvis du klikkede med musen på dem, ville du komme frem til en henvisning til og, muligvis, et citat fra den amerikanske videokunster Ingrid Weigangs essay fra 1978, "The Surreality of Videotape" (3), hvor hun bl.a. taler om det surreale som "a formal element in the creation of videotapes" - og nej: Det er ikke det samme som at henvise til en note efter artiklen!)

… har billedet - billedets onde ånd - sejret?
Jean Baudrillard hævder det (4) - og med billedet mener han mediebilledet, det teknologiske billede - og her ville jeg have "linket" mine referencer til Douglas Davies udtalelser om "mennesketid" kontra "tv-tid" til Baudrillards overvejelser om "billedets onde ånd" (5).

"I det dialektiske forhold mellem det virkelige og billedet er det for os billedet, som har sejret. Det har gennemtvunget sin egen, immanente, kortvarige og amoralske logik, en logik til udslettelse af sit eget grundlag, en logik, hvor meningen imploderer ved at budskabet forsvinder fra mediet. Billedet er ikke meningsbærende: det gør så at sige oprør mod den nytte, vi naivt tillægger det", siger Baudrillard og hævder, at "billedet tager det virkeliges plads" (jvf. Davies bekymring i note 3 til artiklen i monitor 43/2000) (6).

(implodere: det modsatte af eksplodere - en indadgående bevægelse)

Baudrillard fremhæver, at billedets (mediebilledet, det teknologiske billede) hemmelighed ikke skal søges i dets forskel fra det virkelige, dets repræsentationsværdi, men tværtimod i dets sammenstød med det virkelige, i dets kortslutning med det virkelige i billedets og det virkeliges implosion, og han hævder at "vi føler hver dag denne hemmelige overenskomst mellem billedet og livet, mellem skærmen og hverdagslivet, og det som det naturligste af verden"

Der findes, siger han, en primær glæde og antropologisk fryd over billedet: en grov fascination, som ikke bekymrer sig over æstetiske, moralske og politiske vurderinger, og som er grundlæggende amoralsk. Denne grove fascination er ikke drømmens eller fantasiens i traditionel forstand (som ved maleriet, teatret o.l). Den er, hævder Baudrillard, noget andet end det, og det er ejendommeligt for vore medie-/teknologiske billeder: "Når de fascinerer os så stærkt, så er det ikke fordi de er et sted for produktion af mening og repræsentation. Det er tværtimod, fordi de er stedet for meningens og repræsentationens forsvinden - et sted, som skåner os for enhver virkelighedsbedømmelse, altså et sted for en fatal strategi til fornægtelse af det virkelige og af virkelighedsprincipper". (Med en variation af Douglas Davies: tv-billedet overtager den reelle "menneske-virkelighed").

Billedets onde ånd
"Billedets onde ånd"? - og her vil jeg gerne citere et længere stykke af Baudrillard: "Vi er nået frem til det paradoks, at billedet, vore billeder som skyller ind over vores hverdag, trænger ind i vores liv, og hvis ynglen er potentiel uendelig (mens meningens udbredelse netop altid er begænset af sit formål og og formålstjenlighed, hvor billedet dybest set ikke besidder nogen formålshensigt og i stedet, ved et radikalt nærvær, udvikles, idet det mangfoldiggør sig i overensstemmelse med en uimodståelig, epidemisk proces, som ingen i dag kan kontrollere - så er vor verden blevet rigtig uendelig eller snarere eksponentiel gennem billedet, hvorved den er grebet af et vanvittigt kapløb om billedet i en tilstand af større og større fascination, som kun kan blive skærpet af videoen og af det numeriske syntese-billede), vi er altså nået frem til det paradoks, at disse billeder for os angiver det virkeliges og det fantasimæssiges lige store umulighed."

En fatal proces
Og, siger Baudrillard videre: "Af det virkelige og fantasien, og ved at bryde ligeværdet mellem de to, er det for os mediet, mediebilledet, som har vundet ved en slags fatalitet, som besidder sin egen logik", og han finder, at der her er tale om en fatal proces i betydningen af en definitiv immanenstilstand for billedet, uden at nogen meningstranscendens og uden at nogen historiedialektik er mulig.

Men også fatal i eksponentiel forstand: "Billedets og budskabets lineære forløb ophører og erstattes af mediets eksponentielle selvoptagethed. Det fatale består i denne billedets løbske selvhenrykkelse uden ende (og bogstavelig talt uden bestemmelse), hvilket indebærer, at der ikke længere findes nogen anden skæbne for billedet end billedet."

Også video-/mediekunstens billeder?
Men nu video-/mediekunstnerens billede? Fatalt? Ikke drømmens eller fantasiens? Nu refererer Baudrillard med "billede" til "medie-billedet, det teknologiske billede", primært forstået som tv-mediets billede, og ganske vist er video-/mediekunstnerens billede også - nødvendigvis - et teknologisk skærm-billede, men Baudrillard synes dog at åbne muligheden for, at ikke alle billeder rammes af "billedets onde ånd", når han siger, at "andre billeder har klaret at få os til at drømme eller fantasere" og her refererer til "maleriet, tegningen, teatret, arkitekturen og helt andre udtryksmidler" - billeder som man i høj grad må sige er kunstneres billeder, men det er klart, at man som "medie-kunstner" må spørge sig selv: Klarer dine billeder det? Eller overføres "den grove fascination" fatalt på dine billeder? Ikke kun af "publikum", de der oplever din kunst, men også af dig selv som kunstner!

Medie kontra medium
Og her ville jeg nok på nettet oprette et link til mit indlæg på 1. Nordiska Videokonst Seminar på Hannaholmen ved Helsinki i januar-februar 1983: "Video + kunst = videokunst" (7). Her satte jeg den tyske videokunstner Ulrike Rosenbachs udsagn fra 1982 om video som et "blankt" medium: ubelastet og relativt frit for forudprægede opfattelser, et åbent, rummeligt eksperimentalfelt, sammen med danske Elsa Gress’s overvejelser samme år om tv som medium og som mediet. Overvejelser over kunstnerens "medie-billede" og fjernsynets "medie-billede". Overvejelser - og det er min påstand - som ud fra en anden tilgang, en anden indfaldsvinkel, tager den samme problematik op som Baudrillard.

Og igen, kære læser: På nettet ville jeg uddybe min påstand ved gennem det interaktive link at henvise de, der måtte være interesseret heri, til de relevante afsnit i mit indlæg (8), som rent faktisk kan læses på nettet, og som derfor er "lige ved hånden" for "net-læseren" - i stedet for enten at måtte referere/genoptrykke afsnittene eller formå dig, kære læser, til at bede biblioteket fremskaffe indlægget, som rent faktisk også findes på tryk.

Men her, altså, ganske kort: Som medium er det ifølge Gress "… noget herligt og mulighedsrigt, der … venter på, ja skriger efter de rette personer og den rette brug", men desværre er tv okkuperet og gjort til et medie, og som medie er det belastet med forudprægede opfattelser, ikke kun hos teknikkerne og producerne, men også hos seerne. Folk har, bevidst eller ubevidst, bestemte opfattelser af, hvordan "medie-billedet" skal "se ud": folks "grove fascination". Vi kan også tale om mediets "fikse idéer/klichér/ regelsæt" - en mediesyntaks, mediekode.

Befri det indespærrede billede!
Ulrike Rosenbach medgiver da også, at video som medie er belastet gennem klichérne/mediekoden/ den grove fascination: "Arbejdet med vor tids klichéer ligger med video meget nær, så at sige i det som medium", og, fortsætter hun, "vil jeg arbejde med video, kommer jeg ikke uden om at betragte dét, som indhold - det er dette mediums forudprægethed. Bevidst at omgå dette vil sige at arbejde autonomt, at bevæge sig kritisk væk herfra, at frigøre/emancipere sig. Det betyder igen at gå sine egne veje …"

At befri det indespærrede medium og tilbageerobre medie-billedet som medium, for at bruge Elsa Gress’s sprogbrug - eller at skabe billeder, der med Baudrillards sprogbrug: klarer at "få os til at drømme eller fantasere",

… men tilskuerne/publikum afviser (ofte da) mediekunstnerens billeder: de "facinerer" ikke, fordi de for dem ikke opfylder klichérne, koderne - og er det så ikke fristende for kunstneren at "falde til patten", at give op over for "billedets onde ånd"! I stedet for med Ulrike Rosenbach at omgå det, at frigøre/emancipere billedet - tilbageerobre det som medium og skabe billeder, der får os til at drømme og fantasere. Vil alt andet ikke være fatalt, amoralskt?

Torben Søborg

PS: Så vidt mine kommentarer/tilføjelser til min artikel i monitor 43/200 - indtil videre da.

PPS: … men kun indtil jeg læste korrektur på ovenstående! Så måtte jeg tilføje følgende:

Det surreale aspekt
Her vil jeg nemlig gerne knytte an - igen - til den amerikanske videokunstner Ingrid Weigand. I før nævnte essay siger hun, i relation til 20'ernes franske surrealisme, at "in video, on the other hand, the video image enters the surreal everywhere that it steps outside the immediate vocabulary of the popular culture … the use of forms that take the video image outside the current conventions of TV and the popular film immediately results in the creation of a surreal image" (9).

Ganske vist er, siger hun, de billeder, vi ser, velkendte - og dog ikke - ikke som tv-billedet: "this happens because once the video flow does not occur at its accustomed pace and in its usual direction, we are thrown back on the video image", og dette billede er begrænset, minimalt, relativt udefineret og skaber dermed et potentiale for en tvetydighed, der fremlokker momentane glimt af ubevidst artikulerede muligheder, og, siger Weigand, "the end result is a momentary perceptual movement beyond what we perceive as the real into the surreal". Og, hævder hun, denne nye surrealisme "in terms of video" (i modsætning til den André Breton’ske) "is a latent potential of the image per se", men samtidig gør hun det også klart, at netop denne kvalitet ved videobilledet "explains a great deal about the incomprehension and even hostility with which video work are viewed".

Jeg synes, at disse betragtninger knytter an både til Rosenbach/Gress, men også til Baudrillard. Derfor kom de med her og nu.

TS

NB: På traditionel vis må nu - nødvendigvis - følge et noteafsnit: