6.   VIDEO & KUNST = et provisorium ... nogle strøtanker i anledning af et katalog

        Essay from "Honningpumpen", No. 1, 1989, Faggruppen af Kunstbibliotekarer,
        Copenhagen, 1989

Videokunst har nu (1989) eksisteret i 25 år, men staår stadig for de fleste som mere en provisorisk end en etableret kunstform. I perioder har man hørt og talt meget om videokunst, i andre slet ikke; men selv om mange kunstformer siden 1945 er forsvundet sporløst efter en lynkarriere, så er videokunsten der stadig.
Noget må der altså ligge i forbindelsen video - kunst, siden denne, som Dieter Daniels udtrykker det i kataloget Neues Video auf der BRD, "Spröde Liasion der ungleichens Schwestern schon so lange halten" (1) - en forbindelse som dog aldrig er blevet rigtig etableret eller har taget en bestemt retning.
Men når videokunst aldrig har bragt det så vidt, så har den, som Dieter Daniels påpeger, måske netop derfor undgået at blive en kunstform, "die eine Technik mit einem Stil identifiziert und die so technisch und stilistisch überholt wird, so dass aus eine neue Epoche der Kunstgeschichte einläuten wollte ..., nur eine historisch begrenzte Episode wurde" (2). Videokunst har bevaret sin åbenhed, og Dieter Daniels ser netop det provisoriske som en nødvendighed, ja, betingelsen for, at videokunst stadig eksisterer. Jean-Paul Fargier udtrykker det lidt anderledes, når han siger, at "video doesn't exist, it insists" (3).
Mange har kritiseret videokunst for at være uprofessionel, andre har beklaget netop dette og dermed det kommercielle kunstmarkeds manglende interesse for videokunst. Men som Dieter Daniels videre påpeger, så har dette på den anden side netop været en vigtig impuls for mange kunstnere til at arbejde med video. Videokunstens start er jo tæt forbundet med fluxusbevægelsen, og et af dens dogmer er, at fluxus er antiprofessionel (George Maciunas).
For de fleste videokunstnere betød det tillige en anti-TV-holdning. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at man i forbindelse med den første videokunst ofte citerede Bettelheim, Brecht og Enzenberger. Stadig må man nok sige, at dette er en væsentlig side af videokunstens selvforståelse, selv om man ganske vist også i Europa i de senere 1-2 år har talt meget om at nå masserne gennem fjernsynet: at opgive anti-TV-holdningen og netop stræbe efter at komme i TV.
Det forekommer mig dog rigtigt, som jeg ofte har citeret den amerikanske videokunstner John Sanborn for at sige, at the name of the game is T-fucking-V (4): forbindelsen med fjernsynet bliver altid på videokunstens bekostning. Det er videokunsten, der må gå på akkord - fjernsynet gør det ikke. Tror man noget andet, så overser man fjernsynets magtstilling, "... seine Starrheit und seine gesellschaftliche Ideologie, die unsere Walter Benjamin-Therorien naiv und spassig finden musste" (5), som den tyske videokunstner Ulrike Rosenbach allerede i 1982 pegede på.
Og Dieter Daniels fremhæver i førnævnte katalog, at "der "Medie-Artist-Superstar" ist immer eine ambivalente Figur", og at "die Arbeiten von John Sanborn oder Laurie Anderson mit steigender Popularität" og adgang til fjernsynet "immer platter werden" (6).
Jeg tror, at man kan se den stigende interesse for igen at arbejde med video installationer som en endnu ikke udtalt eller bevidst protest mod at play the game -  men måske også som et opgør med video som utopi: utopien om et massepublikum, om en intermedial kunst eller som Nam June Paik udtrykte det the Global Groove (med en omskrivning af McLuhans global village).
Nam June Paik er undtagelsen, den eneste af utopi-generationen (eller så godt som), der stadig arbejder med video. Fra midten af 70'erne (internationalt - lidt senere i Danmark) gør de kunstnere, der hovedsageligt og kontinuerligt arbejder med video, dette netop ikke som intermedia-kunstnere, men som videokunstnere.
For præsentation på muséer og gallerier kan video installationer synes den ideale løsning og inden for billedkunstens rammer. Problemet er dog, at video installationer næsten altid er forbundet med store udgifter og er dyrere end mange andre kunstformer. Der må ofte søges sponsorer eller subvention, og det giver man helst til de allerede kendte/etablerede/sikre - Tordenskjolds soldater, the happy few.
Også i Danmark har vi det sidste års tid kunnet se en stigende intersse for installationer. I en artikel i kataloget til video installations udstillingen Video Marathon II i Pumpehuset i København i november 1988 kunne jeg stille en liste op på ikke mindre end 10 udstillede danske installationer inden for ét år (7).
Netop den store udstilling i Pumpehuset med 5 installationer (der føjes 2 danske til de 10) viste imidlertid, hvor håbløst en sådan udstilling kan arrangeres: 3 installationer i ét og samme rum går ikke - ikke kun af lydmæssige årsager, men også visuelt. Marie-Jo Lafontaines magtfulde installation, Les Larmes d'Arcier, lammedes lydmæssigt totalt af Marcel Odenbachs og Klaus vom Bruchs installationer og blev visuelt noget klemt af de "mure", man havde bygget omkring Odenbachs installation. Et godt initiativ blev desværre her ødelagt af det håbløse i at anbringe 5 video installationer i en så åben bygning som Pumpehuset.
For the unhappy majority er der et heldigvis stigende antal videofestivaller/-arrangementer at få vist deres videokunstværker på - og så er der videokunstmagasiner (på video!) - eller rettere: forsøg på sådanne, for det er ikke så ligetil økonomisk at etablere sådanne, jvf. f.eks. problemerne for VIDEOCONGRESS fra Köln, der p.t. er ophørt at udkomme.
Den avangardistiske drøm om det antiprofessionelle er også på anden måde under angreb. Både Ulrike Rosenbach og Klaus vom Bruch har fremhævet den totale autonomi som noget for dem væsentligt ved at arbejde med video: "Das interessante am Video ist für mich", siger vom Bruch (1981), "die Möglichkeit, in diesem Medium ganz autonom arbeiten zu können. Das gibt es beim Film überhaupt nicht. Da ist man auf eine hierarchisch geordnete Arbeitsteilung angewiesen ... Deshalb ist Video ein ausgesprochen starkes Medium der Bildenden Kunst" (8).
For langt de fleste danske videokunstnere gælder det, at de - af lyst eller nød - er autonome, dvs. selv udfører/gennemfører alt fra idé til færdigt værk. Men i andre lande og med de stadig mere komplicerede elektroniske og computerstyrede bearbejdelses- og editeringsmuligheder bliver det vanskeligere, for ikke at sige umuligt, at være autonom. Credits-listen efter videokunstværkerne bliver stadig længere og længere, og kunstneren fjernere og fjernere fra "die totale Autonomi" (9).
Ganske vist kan man spore en modstand: en neoprimitivisme inden for videokunst. Bettina Gruber og Maria Vedder f.eks. er efter teknisk elaborerede produktioner igen i deres sidste værker vendt tilbage til de teknisk enkle (og har endda modtaget priser herfor (Maler Videokunst Preis 1988)).
Det er naturligvis helt legalt for en videokunstner at ønske sig adgang til at arbejde med og afprøve alle de mange nye, digitale bearbejdelsesmuligheder. Mulighederne findes i dag [1989] kun hos de kommercielle videofirmaer og fjernsynsstationer, hvor kun få kunstnere og især i USA (oftest om natten) har adgang, endsige mulighed for at betale sig til. Jeg vil derfor give Dieter Daniels ret i, at det er en yderst vigtig og påtrængende opgave at skabe muligheder for videobilledkunstnere fortsat at kunne arbejde selvstændigt og i total autonomi også med den nyeste videoteknik gennem et videoværksted eller værksteder specielt for video- og billedkunstnere. Utopi? ... i Danmark desværre nok.

Torben Soeborg

NOTER:
(1) Dieter Daniels: "Video als Kunst oder die Notvendigkeit der Provisorischen" in Neuses Video aus der BRD,
        Museum für Gegenwartskunst, Basel 1997, p. 8
(2) ebit. cit. p. 8
(3) Jean-Paul Fargier: "The Hidden Side of the Moon" in Gary Schwarz (edit): Het Luminenze Beeld,
        Stedelijk Museum, Amsterdam 1984, p. 36
(4) John Sanborn: "Clues to Visual Humming: The Video Artist as Schizoid" in Video 80, USA 1991, p. 11
(5) Ulrike Rosenbach: "Video als Medium der Emanzipation" in Wolf Herzogenrath (edit): Videokunst in Deutschland
        1963-1982, Stuttgart 1992, p. 99
(6) Dieter Daniels: op. cit. p. 17
(7) Torben Søborg: "Video installationer ... like having your cake and eating it, too!" in North-information,
        nr. 161, 1988, p. 20-24
(8) Klaus vom Bruch i interview med Siegmer Gassert in Bassler Zeitung, 12-12-81
(9) Ulrike Rosenbach, op. cit. p. 99